Klikkertræning

Begrebet “klikkertræning” dækker over brugen af indlæringsmetoden “operant betingning/indlæring”: Metoden går ud på, at man i høj grad lader hunden tage initiativ til at udføre en øvelse eller en adfærd – i stedet for at korrigere, guide eller straffe.

Hvorfor skal man bruge denne metode?

Når man benytter operant betingning under træning, får man en hund, som bliver mere bevidst om sin adfærd – i stedet for at gøre hunden afhængig af en guidende hånd med en godbid i. Derudover vil man opleve at få en hund, som tager initiativ og som i højere grad tager frivillig kontakt.

Hvad er en klikker?

Udover at være en lille plasticdims med en fjeder i, er klikkeren det man kalder en “sekundær forstærker”: Oversat vil det meget enkelt sige, at klikkeren er en markør med en kliklyd, som fortæller hunden, at det, den gjorde, i det sekund jeg trykkede på klikkeren, udløser en godbid/eller andet attraktivt.

Enkle facts om at træne med klikker:

Med en klikker/eller kliklyd har man mulighed for at belønne meget præcist. Dette vil i højere grad få hunden til at forstå, hvad vi gerne vil have den til.

Klikkeren bruger vi primært i indlæring af nye øvelser.

Ønsker man at stimulere sin hund mentalt, er metoden eminet, da man “tvinger” hunden til selv at tilbyde adfærd – dette trætter hunden mere end normalt.

Man kan sagtens træne med klikker, selvom man før har brugt andre metoder.

Lyder denne træningsmetode som noget, du kunne tænke dig at prøve, skal du ikke tøve – også selvom du ikke har en ung hund eller du måske aldrig har gået til træning før – alle hunde kan trænes med “klikker-metoden”, uanset alder, race og tidligere erfaringer. (så længe der er en belønning, der er attraktiv for din hund)

Klikkerholdet på Skanderborg dyrehospital vil normalt strække sig over seks gange, holdet udbydes et par gange om året.