Træningsprincipper og praktisk info
Jeg benytter mig naturligvis kun af positive indlæringsmetoder under adfærdskonsultationer og under holdtræning.
Ambitionsniveauet kan være forskelligt, alt efter hvilken race, man har valgt. Dog bliver al træning tilpasset alder, omgivelser og tidligere erfaringer.
På kurser benytter jeg mig af “positiv forstærkning”- det vil meget enkelt fortalt sige, at vi forstærker/belønner den adfærd, vi gerne vil have.
En hund der udsættes for strafbetinget/aversiv træning, bliver som regel ikke en glad og social hund, den vil desuden være mere disponeret for at udvikle adfærdsproblemer.
At bruge straf i træningen, kan medføre passivitet, da hunden ofte vil frygte “at fejle”, derudover kan frygten for den pågældende straf gøre hunden frustreret – frustrationerne kommer som regel til udtryk via uønskede adfærdstyper.
Regler og principper til træning:
Det er forbudt at iføre sin hund kvælerhalsbånd (herunder retrieverline og kæde), og ligeledes er råben, skæld ud og fysisk irettesættelse ikke noget, der er velkomment hos mig.
På mine hvalpehold er socialiseringen i fokus, dvs. at hvalpene får lov til at lege og hilse uden snor, hvis holdets sammensætning tillader det. Under leg deles hvalpene selvfølgelig ind, enten efter størrelse eller efter temperament. (Udendørs har jeg mulighed for at lave tre indhegninger)
På unghundehold og voksenhold må hundene gerne hilse på hinanden i pausen og efter træning, hvis der er behov og lyst.
Derudover har man mulighed for at lave små “lege-aftaler” efter træning.
Ikke alle hunde har behov for – ellers lyst til at omgås andre hunde, dette skal selvfølgelig respekteres. Derfor må hundene ikke være uden snor på træningsarealet – med mindre vi aftaler det.
Hvis tæven er i løbetid:
Tæver i løbetid må ikke komme til træning. Hanhundene reagerer instinktivt og har kun øje for den løbske tæve – dette kam blive meget stressende både for hanhunden og tæven. Derudover vil “pletter” på græsset forstyrre de efterfølgende hold – både samme dag og dagene efter.
En løbetid beregnes fra første blødningsdag og ca. 3 uger frem. Vær venligst opmærksom på, at kursusgebyrer ikke refunderes, hvis din tæve kommer i løbetid.
Hvilke hunde kan deltage på kurser:
Alle lovlige racer er velkomne til hundetræning. Jeg har alt fra chihuahua til grand danois på mine hold. Det er dog et krav, at du fysisk kan holde din hund, så du garanterer, at den ikke slipper fra dig og løber hen til de andre hunde, som står i snor. Dette kan udløse unødige konflikter og kan være aktuelt særligt på voksenholdene.
Er din hund meget udfarende mod andre hunde og har den alvorlige adfærdsproblemer, er holdtræning ikke noget for dig. En løsning på dette, kunne være nogle enetimer eller en adfærdsbehandling.
Vejr og vind:
Hvis der er tale om farligt vejr – torden/lyn, snestorm og temperaturer på over 30 grader, aflyses træningen og en erstatningsgang gives.
Aflysning vil ske via sms eller mail
Priser:
Priserne på holdtræning, enetimer og adfærdskonsultationer finder du på de specifikke sider. Alle priser er selvfølgelig inklusive moms.
