Et par ord om hundesprog

For at få en optimal forståelse af hundens adfærd i forskellige situationer, er det uundværligt, at kende til og forstå “de dæmpende signaler”.

Hvad er ”de dæmpende signaler”?

De dæmpende signaler er en del af hundens kropssprog og mimik. Hunden udvikler sit kropssprog og de første dæmpende signaler allerede i hvalpekassen – i samspil med moderen og søskende. Signalerne udvikles og forfines dog hele livet igennem, når hunden interagerer med andre individer.

Alle hunde verden over, besidder dette unikke sprog, det vil altså sige, at en dansk hund vil kunne kommunikere med en hund fra Kina uden problemer.

Hvad bruger hunden de dæmpende signaler til?

 

Hunden vil i de fleste situationer, gøre alt for at undgå en konflikt. Da hunden af gode grunde ikke besidder talens brug, er den nødt til at bruge kropssproget til at vise sin konfliktdæmpende adfærd med.

Hunden bruger de dæmpende signaler i sin kommunikation med alle individer, de ses dog også i situationer, hvor hunden ønsker at dæmpe sin egen uro/”stress”.

 

Signalerne har som udgangspunkt det formål, at vise venlighed overfor modparten. Hunden bruger dem dog også i situationer, hvor den føler sig let presset.

De mest gængse dæmpende signaler:

  • At gabe, smaske, nyse.
  • Ryste sig, lave smalle øjne.
  • Lægge ørene tilbage eller tæt ind til hovedet
  • Snuse i jorden, play bow (legebuk)
  • Vende siden til, gå i en bue hen til modparten
  • Lav haleføring, slikke sig om munden
  • Vende ryggen til, poteløft, blinke med øjnene mv.

Der findes ca. 30 dæmpende signaler, men sikkert også flere, som ikke er blevet registreret.

Vi mennesker kan selv prøve at efterligne de dæmpende signaler og således forbedre kontakten til vores hunde:

I en situation hvor hunden sender os et eller flere dæmpende signaler (f.eks. i en hilse-situation), kan vi svare hunden med et eller flere dæmpende signaler, f.eks. kan vi vende hovedet væk, vi kan gabe og smaske – ofte vil hunden svare tilbage med endnu et dæmpende signal. 

 

Sådan en kommunikation giver hunden en følelse af at blive forstået, hvilket er et godt udgangspunkt for at skabe en god kontakt mellem hund og ejer.

Hvorfor er det så vigtigt, at vi mennesker kan læse hundens dæmpende signaler?

 

De fleste hundeejere ønsker at have en tillidsfuld hund, der har det godt i vores/familiens nærvær. For at skabe denne tillid og kontakt til hunden, er vi nødt til at forstå, hvad hunden ”fortæller os”. Hunden viser måske dæmpende signaler i følgende situationer:

Når den bliver børstet, får sele på, når den får tørret poter mv. Derudover vil mange hunde forsøge at dæmpe os, når vi løfter dem, bøjer os ind over dem, når vi er ved dyrlægen mv. I disse situationer vil hunden ofte ”fortælle” os, at den ikke føler sig 100 % tryg ved håndteringen og vores kropssprog.

Hvis vi hundeejere kontinuerligt overser signalerne og ikke justerer på vores håndtering/træning af hunden, kan de ellers venlige konfliktløsende signaler, udvikle sig til at blive afstandsøgende, det vil kort fortalt sige, at hunden ønsker afstand til os.

Når hunden viser afstandsøgende signaler vil den måske blive lidt stiv i kroppen, rejse hårene en smule eller knurre let.

Respekterer vi ikke hundens ønske om afstand, kan vi risikere, at hunden reagerer med enten knurren eller snappen.

Konsekvenser

 

Jeg oplever desværre ofte adfærdsproblemer hos hunde, der gentagne gange er blevet presset ud i uhensigtsmæssige situationer med enten andre hunde eller – desværre, ofte med børn. 

Det er ikke sjældent, at jeg hører formuleringen: ” hunden snappede umotiveret efter barnet, gæsten, den anden hund” mv.

 

En sund og velsocialiseret hund vil ALDRIG bevidst starte en konflikt, den vil ALTID forsøge at dæmpe/mildne modparten, inden den snapper. 

 

Det kan dog sagtens ske, at en hund, der er blevet presset uhensigtsmæssigt mange gange, vil få en lavere ”tærskel” i forhold til hundeejeren, andre hunde og omgivelserne.

 

De advarende og i starten dæmpende signaler, vil således blive færre og det kan derfor fejlagtigt opfattes som om, at hunden snapper/bider umotiveret.

 

 

Scroll to Top